Blade af Hammelev Sogns Historie

Jørgen (Georgius) Stuhr (1545-l561)

Jørgen Stuhr var født i Haderslev som søn af en tømmermand. Han blev student i 1541 og rejste derpå fra Haderslev til Rostock, hvor han blev indskrevet som student ved universitetet den 6. maj samme år. Han har åbenbart ønsket at få den bedst mulige uddannelse; for næste forår kom han til Wittenberg for at læse ved det universitet, hvorfra reformationen var udgået.

Endnu stod dette universitet i sin fulde kraft. Der har han hørt forelæsninger af Luther selv og af Philip Melanchthon og andre af reformationens førende skikkelser. I kirken har han hørt Luther prædike. Han har sunget "Vor Gud han er så fast en borg" og de andre reformatoriske salmer. Og han har oplevet gudstjenesten efter Luthers "Deutsche Messe". Jo, der har rigtig været noget at suge til sig for den, som gerne ville være en god luthersk præst.

Og Jørgen Stuhr eller Georgius Stuhr, som han nu blev kaldt,har suget til sig af al sin magt. Og det førte blandt andet til, at han den 14. november 1544 kunne tage magistergraden ved Wittenberg universitet.

Et år senere bad han Luther om en anbefalingsskrivelse til den danske konge. Og Luther skrev den 26. november 1545 et kvart år før sin død et brev til sin store beundrer kong Cristian den III af Danmark. I dette brev fortæller Luther, at magister Georgius Stuhr har fået et stipendium tildelt, og han har da også modtaget pengene. Luther kan endvidere meddele kongen, at Georgius Stuhr har et godt omdømme i Wittenberg. Han er from og retskaffen, læser flittigt, og man håber, at han vil blive en nyttig mand. Det var sikkert på grund af denne anbefaling, at magister Georgius Stuhr samme år blev udnævnt til sognepræst i Hammelev. Magisteren blev sikkert den første, som stod på en prædikestol i Hammelev kirke. Under en restaurering af den nuværende prædikestol viste det sig, at den var bygget udenom en gotisk prædikestol fra Georgius Stuhrs tid.

De forhuggede fyldninger fra den gamle prædikestol blev anvendt som beklædning af nordsiden af alteret, medens resten af alterbordets sider er lavet som kopier af disse fyldninger.

Georgius Stuhr fik en datter og en søn med sin kone Anna. Da sønnen Claus kom i skolealderen var der ikke længere nogen latinskole i Haderslev, og man måtte her på egnen sende drengene langvejs bort, hvis de skulle være studenter.

I Hammelev kirkes regnskabsbog er der i året 1567 en bemærkning om,at afdøde kirkeherre hr. Jørgens søn Claus gik i skole i Ribe. Da havde magister Stuhr været død i 5 år. Han blev senere sognepræst i Hygum. Datteren blev gift med sognepræst P.Marcussen i Nustrup.